| Ron Weesley |
| |
|
|
| |
Ronald Bilius Weasley, bare kaldet Ron Weasley, er sammen med
Hermione Granger Harry
Harry Potters bedste venner.
Ron Weasley er den yngste af Weasley-familiens seks sønner og storebror til familiens yngste medlem og eneste pige, Ginny. Med fem storebrødre, der hver især har gjort sig bemærket på den ene eller den anden måde, har Ron utrolig meget at leve op til og må i høj grad stå i skyggen af sine ældre brødre og deres succeser.
Ron er høj og ranglet med en tud som en kartoffel og fregner drysset udover hele ansigtet. Hans øjne er blå, og hans hår er, som resten af familiens, flammende rødt, og han gør sig ofte bemærket med en noget tør og til tider morbid humoristisk sans.
Da Ron for første gang ankom til Hogwarts, blev han, til sin store lettelse, fordelt til Gryffindor, som der er tradition for blandt Weasley’erne, og på femte skoleår blev han til sin egen, og alle andres, overraskelse udnævnt til vejleder. Ron har ellers aldrig udmærket sig specielt i nogle skolefag og må tit slide i det for at opnå acceptable resultater. Ofte forsøger han at overtale sin dygtige veninde Hermione Granger til at færdiggøre sine stile eller rette hans lektier, dog kun sjældent med held.
Ron kommer fra en familie af fuldblodstroldmænd, men de nærer ikke skyggen af den foragt mod Mugglerfødte, som ellers kendetegner de fleste fuldblodsfamilier. Disse fuldblodsslægter, blandt andet familien Malfoy, betragter Weasley’erne som blodforrædere og med meget lidt respekt. Det faktum, at familien Weasley har meget få penge mellem hænderne, bidrager ikke ligefrem til et godt ry blandt andre fuldblodsfamilier, men Weasley’erne er en varm og kærlig familie, hvor både forældrene og de to ældste brødre er medlemmer af Føixordnen, der har til formål at bekæmpe Voldemort og hans Dødsgardister.
Ron har siden begyndelsen af serien spillet den uerstattelige rolle som Harry Potters bedste ven; de to drenge mødtes allerede inden ankomsten til Hogwarts, nemlig på King’s Cross, nærmere bestemt ved indgangen til den hemmelige perron 9¾, hvor Hogwarts-ekpressen var ved at gøre klar til afgang. Rons ældre tvillingebrødre Fred og George hjalp Harry med at få sine kufferter på toget, og senere delte Ron og Harry en kupé på deres første rejse mod Hogwarts. Da Harry møder Ron, er den magiske verden stadig meget fremmed for ham, og derfor er det Ron, der introducerer Harry for en del af normerne i troldmændenes univers – bl.a. det faktum, at personerne i billeder kan bevæge sig frit.
Deres opdragelse som henholdsvis Muggler og troldmand er kun én af de skelsættende forskelle på de to drenge; mens Rons som følge af sin families fattigdom må klare sig med brugte skolebøger, for korte skolekapper og aflagte klenodier fra sine mange ældre brødre (blandt andet rotten Scabbers, som på drengenes tredje skoleår viser sig at være forræderen Peter Pettigrew i sin Animagus-form), har Harry arvet vældige summer fra sine forældre og mangler aldrig penge. Ron bliver ofte flov over sin og familiens økonomiske problemer, og at Harry svømmer i penge gør ikke situationen mindre akavet.
Desuden er det aldrig nemt at være den store helts ven; Ron bliver konstant overset, når Harry er i nærheden, noget, som Ron kun er alt for vant til hjemmefra blandt sine mange dygtige og talentfulde brødre. Ron forsøger at holde jalousien rettet mod vennen i det lave, men da Harry vælges som turneringsdeltager i den Magiske Trekampturnering på det fjerde skoleår, kammer misundelsen over. De to drenge er indædte uvenner i flere uger, indtil Ron efter den første turneringsopgave indser, at Harry ikke meldte sig frivilligt til turneringen. Fra den dag bakker han ivrigt Harry op, som han har gjort årene forinden og fortsat har gjort siden.
De to drenge har gået meget igennem sammen; alene på andet år fløj de i en forhekset Ford Anglia fra London til Hogwarts, var nær blevet festmåltid for en sulten flok kæmpeedderkopper (Ron lider af galoperende araknofobi (frygt for edderkopper)) og fandt, som de første udover selveste Voldemort, indgangen til det ældgamle, skjulte Hemmelighedernes kammer, hvor de trængte ind for at befri Rons lillesøster, Ginny.
Ron har stået Harry bi som en loyal og tro støtte under Harrys adskillige nedture og ikke mindst på de mange farlige eventyr, de er blevet kastet ud i. Af forskellige årsager har Harry altid stået alene i den endelige konfrontation, men Ron har ved flere lejligheder vist, hvor langt han er villig til at gå for sin ven – blandt andet på det første skoleår, hvor han i McGonagalls kæmpe skakspil lod sig slå til bevidstløshed af modstanderens sorte dronning og dermed ledte sig selv og sine venner til sejr. I PoA (Prisoner of Azkaban/Fangen fra Azkaban (3. bog)) stillede Ron sig imellem Harry og en formodet massemorder i form af Sirius Black og erklærede, at hvis Black ville myrde Harry, måtte han slå ham selv, Ron, ihjel først.
Udover sin jalousi, flovhed over familiens fattigdom og lærernes voksende krav står Ron dagligt overfor endnu et problem; han har nu i flere år været dybt og hemmeligt forelsket i Mugglerfødte Hermione Granger, klassens nummer ét og hans egen og Harrys bedste veninde. Ron tror i hvert fald sikkert selv, at hans forelskelse hemmelig, men hans følelser kunne ikke være mere tydelige for enhver. Således opstod et sandt jalousidrama på trioens fjerde år, da et julebal blev afholdt i forbindelse med Turneringen i Magisk Trekamp. Hermione blev inviteret med til ballet som Quidditch-stjernen Viktor Krums kavaler, og Ron blev ude af sig selv af åbenlys jalousi. Ron og Hermione har altid haft en tendens til at småskændes og mundhugges om stort og småt, og som de er vokset og den gensidige (for gensidig, det er den) forelskelse har taget til, er det samme sket med skænderierne, og de to har ofte været tæt på at drive Harry til vanvid.
Efter trioens fjerde år opretholder Hermione, til Rons store harme, kontakten med Viktor Krum pr. uglepost. Men da de når til det sjette skoleår er rollerne byttet om; Ron kaster sig ud i et komplet overfladisk forhold med klassekammeraten Lavender Brown. Dette sårer Hermione og går hende tydeligvis på, selvom Lavender og Rons forhold tilsyneladende kun drejer sig om at snave så meget som muligt foran så mange som muligt.
På det sjette år vendte en pensioneret professor ved navn Horatio Schnobbevom tilbage til Hogwarts, og han genstartede en loge af udvalgte særligt begavede elever, eller elever som havde kendte eller succesrige relationer. Både Harry og Hermione blev en del af denne gruppe, som Schnobbevom selv kalder Vommeklubben, og endnu en gang må Ron se sig selv blive overset og forbigået, stående i skyggen af de mere kendte og talentfulde.
På trods af sin heftige aktivitet med Lavender, bliver Rons jalousi igen vækket, da Hermione vælger den selvtilfredse Cormac McLaggen som sin partner til en julefest for Schnobbevoms yndlinge i Vommeklubben. McLaggen er langt fra en af Rons perlevenner, og dette var udelukkende grunden til, at Hermione tog ham med til festen; hun var opsat på at genere Ron mest muligt for at hævne hans forhold til Lavender, hvilket gør Hermiones følelser ligeså gennemskuelige som Rons.
En anden ting i Rons liv, som har vekslet mellem lyspunkt og traume, er troldmandssporten Quidditch. Som så mange troldmænd har sporten fascineret Ron gennem hele hans barndom, men da han kom til Hogwarts var det selvfølgelig hans rige og berømte ven, Harry, der blev udvalgt til kollegieholdet, helt ekstraordinært som førsteårselev, og som dermed blev den yngste spiller i dette århundrede. Først på sit femte år lykkedes det Ron at komme med på holdet som målmand efter den legendariske Oliver Wood, og mens Harry var et sandt naturtalent har Ron seriøse problemer med at få sit spil til at fungere. Rons største problem er katastrofal mangel på selvtillid, og han klarer sig da også elendigt i flere kampe, indtil han ved adskillige succesfulde redninger genvinder troen på sig selv og pludselig spiller fuldstændig fænomenalt. Han bliver dog ikke ved med at brillere på banen, på det næste skoleår får han igen problemer, men efterhånden betyder Quidditch ikke noget i det store billede...
- For Ron har lovet Harry at tage med på den farefulde jagt efter Horcruxer, der kan ende med at blive skæbnesvanger for dem alle. Som Harrys bedste ven har Ron som sagt været med på mange eventyr og har stået i farlige situationer adskillige gange, men i den syvende og sidste bog tør jeg med ret stor sikkerhed påstå, at farerne vil være af helt andre dimensioner, udfordringerne langt større og tabene på den gode side omfattende og grusomme.
Rons tryllestav er lavet af asketræ. Dette er gjort af specielle årsager.
Kelterne gav forskellige tidsperioder deres egen træsort, hvilket man kan læse mere om inde på jkrowling.com.
Harrys tryllestav er lavet af en træsort, der stemte overens med det der passede til hans fødselsdato, og derfor besluttede Rowling, at dette skulle Ron og Hermione også have. Dette betyder at Harrys, Rons og Hermiones tryllestave har en skjult forbindelse til hinanden, men om det får nogen betydning senere hen, det ved kun Rowling.
Blandt mange hersker der stor tvivl om, hvorvidt Ron vil overleve denne afgørende kamp mod ondskaben, men selv føler jeg mig på en eller anden måde sikker på, at han vil klare sig. Han og Hermione har et liv, de skal leve lykkeligt sammen, når alt dette her er overstået. Inden da skal Ron én gang for alle bevise sit værd for omverden og, ikke mindst, for sig selv. Vi mangler lidt, synes jeg, at se, hvorfor Ron er uundværlig – for det er han, er jeg overbevist om. Hvad end hans skæbne bliver, vil Harry være taknemmelig over at have Ron Weasley som bedste ven; en titel, som Ron allerede har levet fremragende op til, og som han ikke vil svigte i den kommende bog.
|
|
| |
|
|
